Det burde jo ikke undre nogen!

Børn og unges mistrivsel er steget gennem de sidste 11 år. Skiftende regeringer har ikke formået at komme i bund med problemet. Det er et massivt problem, der burde ligge øverst på de flestes dagsordner. At psykologerne vælger at tage bladet fra munden i et fælles skriv, kan jeg kun bakke op om. Vi bliver nødt til at se på det system vores børn er i!

Vi skal have set på rammerne vi tilbyder vores børn, unge og ansatte. Hvad kan vi lære at den mistrivsel vores bøn udviser? Hvad skal vi gøre anderledes end i dag?

Det er nødvendigt at få skabt ro for vores børn, ro for det faglige personale omkring dem og ro på de mange regler der er på områderne.

Politikerne har travlt med at læsse flere og flere opgaver over på det faglige personale, flere og flere mål for hvornår og hvor tidligt børnene og de unge skal leve op til målsætninger og forventninger. Slutteligt har vi et område der i den grad bliver presset af et ønske om øget inklusion. Det er hverken godt for det enkelte barn der ikke er i rette tilbud eller godt for klassen eller børnehaven der skal rumme et barn med massive udfordringer uden den rette hjælp.
De vilkår vi tilbyder det faglige personale, er ikke gode nok. Der er ikke en tid der skal til for at skabe rammerne til eksempeltvist ordentligt at rumme børn med diagnoser i folkeskoleklassen. Der skal sikres tid til forberedelse, tid til relation med forældre og elever.

Jeg har selv talt med frustrerede forældre til børn, der ikke trives. De har brug for hjælp og måske, udredninger – der er enorme ventetider på udredninger. Jeg tror det er fordi der ikke er muligheden i vores institutioner, til at sætte massivt ind med det forebyggende arbejde. Der er brug for hurtige afklaringer, støtte og tiltag – hvis et barn ikke trives. I dag venter der både behandlingstid og færre ressourcer foran en, når man som fagperson har brug for sparring.

Som offentligt system, bliver vi også nødt til at se på de vilkår vi giver vores PPR-psykologer, lige nu flygter mange af dem over i det private. Med det resultat at der opleves stor udskiftning på sagerne. Jeg tror vi skal se på antallet af sager den enkelte psykolog sidder med kombineret ved at tilbyde dem uddannelse som der kan strækkes over eks. otte år. Som sikre at de bliver i en kommune eller region under uddannelsesforløbet. Vi skal løse dette problem ved at ændre på arbejdsvilkårene, eller kan vi blive ved med at spytte penge i et system der fejler.

Det faglige personale vil gerne, de er bekymrede. Vi skylder dem at tage denne bekymring alvorligt! Vi er i et ståsted, hvor vi kan ende med at tabe mange børn og unge på gulvet – Det må ikke ske, men der skal andre tiltag og handlinger til, hvis vi skal vende udviklingen.