Jeg tror på, at folkeskolen er samfundets fælles arena. Det er folkeskolen, der uddanner vores børn. Det er her, at vi på tværs af generationer, samfundsskel og kultur lærer hinanden at kende. Derfor skal vi styrke folkeskolen, så den igen bliver vores fælles referencepunkt.
Vi skal have kortere skoledage, inklusionen er gået for vidt og der er for mange elever i klasserne. Nye tiltag er på vej. To-lærer ordningen er vundet frem og er et tiltag, der virker og som har konkret indflydelse her og nu. Det tror jeg på og det vil jeg fortsat kæmpe for.
Vores mindste børn har krav på ordentlige forhold. Det gælder også de voksne, der passer vores børn i daginstitutionerne. Minimumsnormeringer er ved at blive implementeret i landets kommuner, men der er stor forskel på, om det er et uddannet personale, om det er pædagoger eller pædagogiske assistenter, som bliver en del af denne ekstra normering. Tæller lederen inde på kontoret f.eks. med?
De gode intentioner fra Christiansborg skal følges til dørs. Dette omfatter også ordentlige arbejdsvilkår og løn, for ellers kommer vi til at mangle hænder til vores børn.
Så der skal ro på! Skiftende regeringer har sørget for, at der er kommet fremdriftsreformer for jer studerende. Der er ikke mulighed for at stoppe op, tænke over, om det man har gang i er det rigtige og finde sig selv, før man finder en karrierevej. Det tror jeg er dybt forkert. Selv har jeg haft sabbatår, gået på en uddannelse inden jeg gik på den endelige osv. Der skal være mulighed for at vælge forkert og vente med valget uden straf.
Derfor skal vi tilbage til den individuelle vejledning, også i Folkeskolerne!
Flere og flere unge mennesker mistrives. Det er ikke muligt, at få den hjælp der er brug for. Der er kommet tilbud om gratis psykolog, men ventetiden er alt for lang. Der er brug for, vi tager denne problematik alvorligt - ellers vil flere og flere mistrives.
Socialdemokratiet er lykkedes med at få sikret retten til en værdig afsked med et langt arbejdsliv med tidlig pension. Siden ordningen trådte i kraft i år, har mange tusinde søgt og fået muligheden. Man kan hurtigt konkludere at ordningen er en stor succes.
Det er en ordning vi skal værne om og i takt med at pensionsalderen stiger skal retten til tidlig pension udvides. Ellers udhules ordningen. Kommer der et skift i retningen for dansk politik, vil retten til tidlig pension forsvinde i ly af natten.
For mig er dette en af mine helt store hjertesager. Vi skal alle have gode år på pension. Min egen far er tømrer og jeg vil gerne opleve han har mulighed for at nyde pensionstiden sammen med sine børnebørn, uden at skule tage smertestillende. Og helt grundlæggende finder jeg det rimeligt, at de der har været i fysisk hårde jobs, fra en ung alder, betalt deres skat og bidraget til vores fælleskasse, skal have mulighed for at trække sig værdigt tilbage.
Bemærkninger fra den Borgerlige fløj om, at det skal være slut med at man med Arne-pensionen kan trække sig tilbage ”på andre folks penge” er en hån mod de mange der har været på arbejdsmarkedet i 42 år eller mere. De Borgerliges slingrekurs ift. hvorvidt de ønsker at bevare denne basale rettighed eller ej, giver utryghed. Jeg er sikker!
Jeg ønsker, at vi bevarer muligheden, og ser derudover gerne en udbygning af den. Det er den bedste velfærdsforbedring, som vi har fået gennemført for den helt almindelige lønmodtager i mange år.
Billedet du ser, er min egen far der fisker med sine børnebørn - Det skulle han gerne blive ved med at kunne, også når han bliver pensionist!
Jeg tror det er på tide at give Folkeskolen arbejdsro, for som det er nu, så er folkeskolen en politisk kastebold.
Vi skal have kortere skoledage, eleverne lærer ikke mere bare fordi de skal sidde flere timer på skolebænken. Der er brug for lærere der har tid til at forberede timerne ordentligt. Vi skal arbejde med at frigøre børnenes lærer, så de kan bruge deres tid på børnene, relationen med forældrene og ikke bruge tiden på bureaukrati. Eksempelvis er man på skoler rundt om i landet nede på 15. minutters samtaler mellem skole og hjem – det er ikke et samarbejde om den enkelte - - det er en fortsættelse af tanken om, at børnene er der for at præstere og ikke bliver hele mennesker i et samspil mellem hjemmet og skolen.
Der findes en årlig klumme i folkeskolebladet. I den har en lærer sat sig for at nedskrive hver gang en politiker kommer med forslag om nye fag, der kunne undervises i. Hvis disse forslag var realiseret sidste år, så ville skemaerne blive lange excel-ark. Der var forslag om 52 nye fag. Det burde kalde på tiltrængt arbejdsro til Folkeskolen og de lærere, der arbejder i skolen.
Med kontrol tror man, at man kan skære fedtet fra og styre retningen for undervisningen. Det er ikke vejen frem. Og det kan ikke regnes ud på Christiansborg – løsningerne skal skabes på lærerværelset blandt kaffekopper og mennesker, der kender vores børn. Især når det kommer til tiltag, der kan skabe mistrivsel, angst og stress blandt vores børn.
Politikerne har travlt med at læsse flere og flere opgaver over på det faglige personale, flere og flere mål for, hvornår og hvor tidligt børnene og de unge skal leve op til målsætninger og forventninger.
Desværre har vi en Folkeskole, der i den grad er presset af et ønske om øget inklusion. Det er hverken godt for det enkelte barn, der ikke er i rette tilbud eller godt for klassen eller læreren, der skal rumme et barn med massive udfordringer uden den rette hjælp.
Derfor er vi nødt til at gøre op med tanken om, at alle børn kan rummes i Folkeskolen, for det kan de ikke!
Fordi; De vilkår vi tilbyder det faglige personale, er ikke gode nok. Der er ikke den tid der skal til for at skabe rammerne til eksempelvis at rumme børn med diagnoser i folkeskoleklassen. Det har alle de mange år med reform og deraf inklusion vist os.
Jeg mener, der skal sikres en korrekt visitation af det enkelte barn, korrekt og adækvat faglige hjælp og støtte til barnet, familien og skolen. Vi skal yde omsorg og støtte til børn med særlige behov., til handicappede børn.
Fordi Velfærd er noget vi giver til hinanden.
Da jeg blev færdig som lærer, kom jeg i job lige efter endt eksamen. Her fik jeg det skema ingen ville have og den klasse to andre var blevet stresssygemeldte over.
Derfor mener jeg der skal sikres, at man som nyuddannet, uanset hvilken profession, sikres rettigheder, når man skal have sit første job.
Jo bedre vi uddanner, jo bedre bliver behandlingen af de mennesker I skal ud at tage jer af! Det nytter ikke noget, at uddannelserne bliver beskåret, så der ikke er tid til den guidning, støtte og vejledning, der skal til for at komme godt igennem professionsuddannelsen. Flere års besparelser af uddannelserne skal ophøre.
Hvis flere skal blive i deres stillinger som pædagoger, lærere, sygeplejersker, socialrådgivere – m.m. Så er det vigtigt, der kommer en reel drøftelse af vores løn. Vi skal ikke spises af med honninghjerter og dybfølt tak. Vi skal have sikret vores rettigheder og forbedret vores arbejdsvilkår.
Vi ved alle der i fremtiden er brug for kloge hænder, nemlig de faglærte, hvis vi skal udvikle og vedligeholde fremtidens Danmark. Derfor er det godt at mange års besparelser på uddannelserne er ophørt. Der er brug for et løft af vores erhvervsuddannelser. Jeg er en stor støtter af lærlingeoprøret. Her påpeger elever der er forældede maskiner på uddannelserne, lærere uden de kompetencer der skal til og skoler der fysisk ikke er i orden. Vi skal have erhvervsskolerne op i gear og gjort attraktive, hvis vi skal lykkedes med at uddanne fremtidens kloge hænder.
Som folkeskolelærer oplever jeg, hvordan vi ikke formår i folkeskolen at varetage de elever som har brug for en mere praktisk tilgang til fagene. Jeg tror vi kan gøre langt mere for at sikre flere unge mennesker vælger en erhvervsuddannelse. Vi skal tilbage til individuel vejledning, så den unge for et reelt modspil til den vej man tror man skal ned af. Vi har brug for folkeskolen påtager sin rolle at uddanne til forskellige ungdomsuddannelser, så der ikke sker en akademisering som nu. 80% af skolelærerne synes de underviser il en gymnasial uddannelse. Det må og skal vi have vendt, hvis vi skal have flere end 20% af en ungdomsårgang til at tilvælge en erhvervsuddannelse.
Et af de områder i vores velfærdssamfund der løfter en af de større opgaver, er vores psykiatri. Psykiatrien rummer alt, lige fra den enkelte der har brug for hjælp til sygdom og sårbarhed til fællesskabet der har brug for råd og vejledning.
Psykiatrien er nærmest på en ”Mission impossible” Derfor skal psykiatrien prioriteres højere end i dag. Vi skal have gjort op med puljetyranniet, ventetider og vi skal sikre vi kan behandle dem der har brug for det. Der er der ikke midler eller ressourcer til at tænke langsigtet, det der foregår, er én lang brandslukning.
Gennem de sidste mange år er der kommet flere og flere patienter i psykiatrien, derudover er der sket en kraftig stigning i behandlingsdomme. Samtidigt med er pengene ikke fulgt med. Disse faktorer gør at vi har en stærkt overbebyrdet psykiatri. Dette resulterer i, at færre mennesker bliver raske og flere må genindlægges. Det er ikke godt for den enkelte, de pårørende, det faglige personale eller for samfundet.
Vi bliver nødt til at prioritere psykiatrien også med penge. Der er netop vedtaget en 10 årsplan for psykiatrien. Jeg ser denne aftale som første del ud af flere der skal bygges ovenpå hinanden. Ellers kommer vi ikke i mål. VIVE har lavet beregninger der viser at der skal findes 7.5 milliarder før alle 37 anbefalinger sundhedsstyrelsen har lavet kan indfries. Der er med denne aftale fundet 1.95 milliarder. Så vi er på vej med ikke i mål endnu.
En ting jeg er særligt optaget af, er de ansattes forhold og hvilke vilkår tilbyder vi dem? Sikrer vi at der er mulighed for at få et familieliv til at gå op ved siden af, med den måde vagter er sat sammen på? Bruger vores personale “sig selv op” ved at de private aktører ofte tager de ”lettere” sager hvorved det offentlige står tilbage med de tungeste og mest behandlingskrævende borgere? Der er brug for vi har fokus på dem i dette også.
Uanset hvilket handicap man måtte have, så skal man sikres samme rettigheder, foranstaltninger, respekt og mulighederuanset, hvilken del af landet man bor i.
Retssikkerheden skal være et grundlæggende fundament i vores velfærdssamfund. Men den er desværre svundet i takt med kommunerne er presset på deres økonomi. Der er brug for den rette finansiering.
Der skal være hjælp til sagsbehandlingen og rettigheder til den enkelte. De handicappede skal bevare deres ret til handicapkompenserende ydelser, også efter det 65ne år. De bliver jo ikke raske, bare fordi de runder folkepensionsalderen.
Alle handicappede, børn som voksne, skal have mulighed for at leve et aktivt og ligeværdigt liv. Et liv så tæt på det normale. Her ser vi flere og flere fællesskaber, foreninger åbne sig for borgere med handicap. Kan vi gøre mere fra Christiansborg for at understøtte den proces, så skal vi det. Mennesker uanset kompensationsbehov har en lige så stor værdi for samfundet som alle andre. Det må vi aldrig glemme.
Handicapområdet har gennem flere år været udsat for besparelser. Det er vigtigt for mig at understrege der ikke er tale om enkelte år og en enkelt regering. Dette skred i udgifter og den manglende kompensering er en kedelig tendens der er foregået over mange år. Det er svigt af en sårbar målgruppe, som er foregået gennem skiftende regeringers tid.
Vi ser nu konsekvensen af den manglende kompensering i takt med at kommunernes budgetter falder på plads. Massive besparelser på det specialiserede socialområde, især handicapområdet. Vores svageste borgere står for skud og betaler prisen. Kan vi være det bekendt og hvad siger det om os som samfund vi ikke kan holde hånden over dem der har de største problemer?
De forhold ønsker jeg at ændre på.
Fordi netop her er Velfærd noget, vi giver til hinanden.
